Når systemer bliver for store vil de på et tidspunkt så småt begynde at opløse sig selv. Det kan der være mange grunde til: Intransparens, centralisering, stordrift, ensretning, forringet kvalitet, brud på naturlove, forurening mm.

Det er en global udfordring, der åbenlyst ses på de globale bevægelser indenfor fødevaresystemet. Det handler især om ren mad og vand, økosystem, dyrevelfærd, biodiversitet, sygdomme, agrokemikalier, GMO-problematikken samt alle de revolutionære bevægelser, der melder sig helt ud af det vestlige paradigme for forbrug med etablering af hele selvforsynende byer med bl.a. egen møntfod, nulenergiforbrug, permaskovbrug mm til følge.

Det er helt naturligt og det er en vigtig reaktion på, at den konventionelle føde der skulle have været livsnødvendig rent faktisk har fået den direkte modsatte effekt; nemlig at give sygdom i økosystemet fremfor at skabe sundhed.

Et bæredygtighedsinitiativ der ikke kan rummes af lovgivningen

For et par år siden åbnede en fødevarehandel på Præstø havn med salg af lokale, økologiske fødevarer. Butikken solgte kun 100% økologiske dagligvarer fra statskontrollerede økologer og grossister, hvilket bogholderiets bilag kunne bevidne sammen med samarbejdspartnere og medarbejdere. Ideen var at skabe salutogenese; dvs forebyggelse og sundhed fremfor helbredelse og udbedring.

Butikken blev fra dag ét en enorm succes med hele landets fødevaresektor, fødevareorganisationer, politikere og læreanstalters indenfor bl.a. fødevareforsknings bevågenhed. 19 måneder efter åbningsdagen var der skabt yderligere fem butikker af de samme grundlæggere.

Den store nyhed var, at man arbejdede med cirkulær-, bio-, positiv- og deleøkonomi. Dels fordi det eksisterende finansielle paradigme ikke kan rumme en transformation til en bæredygtig verden. Dels fordi butikken arbejdede med optimal ressourceudnyttelse og reduktion af bl.a. madspild.

For at undgå madspild havde butikken tre overordnede kasketter på under samme tag: En butik med dagligvarer. Et spisested. Et storkøkken. Alle tre enheder arbejdede på kryds og tværs og samtidigt. Dvs at middagen i spisehuset gik videre som take away dagen efter og de rødbeder der ikke kunne sælges som rå i butikken blev syltet og solgt på glas i butikken. Det kunne også være en 25 kg sæk med kikærter som både kunne sælges tilberedt som hummus eller som ompakket i en pose med 400g. Alle råvarer var hele vejen igennem 100% økologiske og de cyklede rundt mellem butik, spiseri og storkøkken for så til sidst at blive solgt.

Præcis hér var problemet: Når f.eks. rødbeden tilbereded til f.eks. syltet rødbede på glas med retsmæssig label/deklaration, må den ikke længere kaldes økologisk med mindre man har en særskilt økologikontrolrapport for selve ompakningen. Dvs. at for hver gang der sker et råvare-opbrug mellem spiseri-butik-storkøkken, som ender med at komme i en emballage med en label, så skal det foregå i en særskilt virksomhed, der har en økologikontrolrapport, såfremt det skal kaldes økologisk.

Økologien var DNA’et i konceptet, hvorfor det naturligvis skulle kaldes økologisk. Problemet var, at samarbejdet mellem butik-spiseri og storkøkken er fuldkommen symbiotisk. Det ville derfor være urealistisk at etablere et pakkeri med en økologikontrolrapport fordi symbiosen kræver fælles indkøb og et cirkulært råvareforbrug på tværs af de tre enheder.

Lad os syreteste problemet: Vi skaber et scenarie hvor der etableres en pakkerivirksomhed med økologikontrolrapport og 100% økologiske fødevarer. Der indkøbes råvarer og de pakkes om i mindre poser og tilberedes til f.eks. syltede rødbeder på glas. At tilberede og sælge syltede rødbeder på glas kræver et af myndighederne godkendt storkøkken og det indehaver konceptet jo allerede under samme tag som spiseriet og butikken, hvorfor rødbederne tilberedes i dette køkken. At en lille nystartet virksomhed skal have to køkkener og producere i, er udenfor økonomisk formåen og mening.

Undervejs leger vi, at nogle af de syltede rødbeder laves til rødbederemoulade, der serveres i spiseriet. Der vil derfor mangle rødbeder i regnskabet i pakkerivirksomheden, når det skal aflægge sit årlige økologiregnskab. Dette kan dog imødekommes med følgeseddel og faktura.

Udfordringen er, at det ikke er den eneste vare, som går fra den ene gryde til den anden; det sker i ét væk mellem de tre enheder storkøkken-spiseri og butik. Bogholderiet vil blive en uoverstigelig administrationsbyrde, der vil koste dyrt på lønningslisten for en nystartet virksomhed – og helt uden mening.

Vi har altså med en instans i det offentlige system i EU at gøre, der ikke kan rumme initiativer, hvor der arbejdes på helt nye tværfaglige platforme i lyset af at skabe bæredygtighed i fødevaresystemet.

Ved nærmere analyse af en sæk rødbeders vej gennem en bæredygtig fødevarehandel bestående af butik-spiseri og storkøkken rammer rødbeden i den yderste konsekvens lovgivningen på nærværende område 15 gange på sin vej. Nedenfor ses en illustration (klik for fuld størrelse):

mmfvst

Det omtalte initiativ måtte bøje sig for lovgivningen og strege ”økologi”-ordet ud på alle labels/ deklarationer. Der skete dog en fejl med udstregningen af et par enkelte poser med bl.a. økologiske hørfrø og -solsikkefrø, dette afstedkom en bøde på 30.000 kr. fordi man ikke må kalde ompakkede økologiske hørfrø og – solsikkefrø for økologiske uden, at de har været igennem en særskilt pakkevirksomhed med en økologikontrolrapport.

Andre virksomheder, der både producerer, tilbereder og sælger egne varer havner i samme fælde. Eksempelvis må en økologicertificeret jordbæravler ikke producere egen økologisk jordbærmarmelade i deres af fødevarestyrelsen godkendte køkken for så at kalde det økologisk jordbærmarmelade, netop fordi de ikke har et særskilt pakkeri og køkken med en økologikontrolrapport.

Det hele kunne løses med ét snuptag: 100% økologi-virksomheder har allerede en indbygget automatisk perimeterkontrol – som også illustreres på ovenstående billede – der kan kontrolleres af myndighederne på lager, i butik, på følgesedler og bogholderi. Alt kan dokumenteres i det bestående set-up, hvilket udfordrer meningen med, at skulle etablere et fordyrende led med en pakkerivirksomhed med eget cvr-nr. og økologikontrolrapport.

En rigid kontrol der fortæller alt om mindset og pinagtig forældelse

Kontrollører fra fødevarestyrelsen kan være en gave eller en pest, – det ved alle fødevarevirksomheder, som kan berette enten det ene eller det andet. I ovenstående eksempel var der tale om en person med en rigid holdning, hvor der ikke var villighed til at drøfte en løsning eller en mediering. Der kunne kun drøftes et forbud mod at kalde fødevarerne økologiske eller en bøde for at kalde varerne dét de er, nemlig økologiske. Eller; ikke at kalde de økologiske varer for økologiske. Initiativets grundlægger sagde ”jeg vil ikke lyve overfor mine kunder om, at det ikke er økologisk når det nu er det, og hvad vil fødevarekontrollen have at jeg siger, når jeg nægter at lyve om dét der er min kerneforretning?”. På denne bemærkning sagde kontrollanten at ”sådan noget skal du jo ikke spørge om”. Dvs. her øjenlyst er et hul i håndtering og lovgivning da man åbenlyst ikke har et professionelt svar på om vi må lyve eller ej.

Fra fødevarekontrollens side udtaler en regionsdirektør for pågældende fødevareregion sig uheldigt med, at man må rette sig efter EU-lovgivningen. Her ville det have klædt det globalt økologi-kendte Danmark, at have embedsmænd, som var fremme i skoene og som er med på at imødekomme bæredygtige innovative initiativer med ”- det er en utrolig uheldig effekt af lovgivningen – det vil vi meget gerne kigge på og hjælpe virksomheden med at få løst”.

Økologi-foregangslandet Danmark er derfor ikke så innovativt som vi selv går rundt og tror. Når hånden er på kogepladen løber man væk; skyder skylden på EU. Undgår at mediere en løsning. Udviser ikke anerkendelse af et særdeles stort problem for en bæredygtig fremtid som andre dele af det offentlige system ellers anpriser med grønne-pulje-penge og grønne-projekter.

Alt i alt en sag der skal frem i lyset – i lyset af en bæredygtig fremtid med fødevarer der fremmer sundhed og forebyggelse fremfor helbredelse og udbedring. Og et særdeles prekært eksempel på at industri-paradigmet er blevet så rigidt, at det er begyndt at spise sig selv i kontrol og selvopfyldende profetier. Men, så ved vi det, og det er værd at vide når vi går efter de ægte projekter der er opbygget af ægte transformation til bæredygtighed.

Links til yderligere information:

http://www.workaway.info/437495198422-en.html
http://ourecovillage.org/
http://vandanashiva.com/
http://www.architectural-review.com/opinion/cubas-urban-farming-revolution-how-to-create-self-sufficient-cities/8660204.article
http://www.fao.org/fcit/fcit-home/en/

Artiklen har også været bragt i Landsorganisationens Grøn Hverdag’s tidsskrift Grøn Hverdag, nr. 2, juli 2015.