Forleden deltog jeg i DTU’s konference om kemikalie-cocktails i mad. Behøver jeg næsten at sige mere!

Vi har skabt en absurd verden, hvor vi har etableret enorme institutioner på den globale scene, som holdes i gang af sisyfosarbejde: Med den ene hånd skaber vi en verden, der er ved at begå kollektivt selvmord i kemikalier og grotesk overforbrug. Med den anden hånd løser vi så alle de efterfølgende skadevirkninger til en pris, der er så grotesk høj, at man kunne bruge pengene til at skrue ned for hele miseren. To kæmpe mekanismer der fodrer sig selv i et væk, mens sygdoms-toget buldrer der ud af – ud over skrænten i fuld fart. Inde i toget er der udsolgt af pladser til folk og økosystem, der lider en grum skæbne med sygdom og ubalance i sundhed.

Mekanismer der kører i forskellig fart. De store kapitalinteresser suser nemlig lige flugt forbi EU’s træge apparat, som dels er evigheder om først at opfatte, at der er noget helt galt. Dernæst så at finde en passende grimasse og lovgivning. Og inden lovgivningen er sat i værk, så har industrien lanceret endnu flere kemikalier – vi er nu så langt ude, at det er menneskeligt umuligt at lave kemikalie-cocktaileffekt-forskning på samtlige kombinationer; 200.000 forskellige kemikalier er der der ude – er det mon dem alle vi analyserer for i drikkevandet? Det mest uhyggelige i denne sammenhæng er, at lige meget hvilke kombinationer DTU har lavet cocktaileffekt-forskning på, så er der en effekt på bl.a. hormonsystemet – vel at mærke på kemikalie-mængdeværdier, som hver for sig ligger under grænseværdier.

Grænseværdier står derfor i et helt nyt lys – eller? Nyt? Vi har skam vidst det her i årevis. Vi har masser af viden. Rudolf Steiner beskrev det hele i hans mange formidable værker – nok noget af det mest begavede læsning i nyere tid, som kan anbefales. Vi får bare aldrig brugt det til noget. For selvom DTU ifølge pålidelige kilder er ganske tilfredse med samarbejdet med FVST’s udmeldinger til befolkningen om sundhedsskadelige effekter, så er det håbløst forsinket. Skaderne er sket. Folk er blevet syge. Vandboringer er forurenet. Der er udviklet resistens. Verdenshavene er forurenet. Biodiversiteten er allerede for nedadgående. Brystmælken er fyldt med mikroplastic. Den vilde fisk er forurenet af tungmetaller. Drikkevandet er i fare. Listen er helt ubeskrivelig lang. Hvor meget længere skal listen være? Hvor mange flere skal blive syge? Vi ER allerede i gang med at bygge supersygehuse og vi HAR allerede konstateret, at syv af slagsen langt fra er tilstrækkeligt.

Ligeledes er grænseværdier et fuldkommen grotesk begreb. Der bør ikke være nogle grænseværdier på gift. Der er for mange eksempler i forskningshistorien på, at vi årtier efter finder ud af, at vi har begået fatale fejl med sygdom og ubalance i økosystemet til følge. Så mens vi står i lort til halsen og bruger enorme summer på at rydde op, så fortsætter vi toget med fuldkommen samme dagsorden. I storindustriens navn, fortsætter vi med sisyfosarbejdet.

Hvad kan vi gøre? Det er ikke så svært at ændre i praksis for vi har al nødvendig viden lige for hånden – ræk blot ud efter den! Det er mellem ørerne det er svært at ændre noget. Vi kan præcis, hvad vi vil, os mennesker, hvis vi har mod nok, vel og mærke. Hvis vi vitterlig er dén forandring vi ønsker at se i verden. Hvis vi indser; SER og HØRER uden den villet blindhed, der slører klarsynet på hvor langt ude vi er. Den bæredygtighed som ganske betydelige globale bevægelser viser os vokser frem, viser nemlig, at bæredygtigheden er langt mere simpel end den kompleksitet som den eksisterende ubæredygtighed er.

Det er derfor en skrøne, at vi ikke kan ændre noget hurtigt. At det vil tage langt tid. Der er mange argumenter for ikke at ændre noget. Det er økosystemet og grundvandet da ligeglade med. Jo mindre mod vi udviser til, at ville en smukkere verden, des mere får vi lov at lide i kølvandet på vandviddet. Vælg selv!

 

Den største frustration er nok, at se en flok begavede forskere, der forsker i ét væk på at beskrive hvor uheldig kemikaliecocktail-effekten er. Imens kan vi vente og vente og vente på, at dén forskning kommer noget eller nogen til gode. Når jeg kigger mig over skulderen og ser på den enorme stak forskningsrapporter jeg har tygget mig igennem de sidste 15 år, så er det uhyggelig få af dem, der har medført en reel ændring til gavn for salutogenesen. Det må man vel have lov at undre sig over. Græde over. Væmmes over.

En simpel måde at gennemskue det på er; jeg-er-selv-den-forandring-jeg-ønsker-faktoren; når man holder en konference om kemikaliecocktails er det voldsomt pinligt at blive tilbudt en frokost på opdrættet GMO-laks med farve efter farvekort, kviksøl-tun-mousse i bake-off-brød med 10 E-numre, cola zero der max er en wc-afkalkning værd, vand på flasker hvor vi ikke er garanteret kemikaliefri zone i plastikken, Solita juice produceret af gennempesticidsprøjtede appelsiner. Fnys og gru – DTU har afsløret sig selv: Det er et teknisk apparat der forsker – der er ingen der har tænkt videre ud i reel ærlig praksis; at vi rent faktisk bruger vores viden til noget NU og her. At vi påtager os ansvaret alle og én. Men, det er også svært når man skal kæmpe om forskningsmidlerne – som de selv udtrykte på konferencen – der er kamp til målstregen om hvem der mon nu får de næste midler. Så er der jo ikke så meget overskud til at tænke på noget så stort som praktisk gennemførelse af egne forskningsresultater.

Det er desværre en tendens jeg ser stort set alle steder i fødevarebranchen. I mange år jeg har deltaget på et hav af konferencer og kun for nylig oplevede jeg rent faktisk af Danmarks Naturfredningsforenings konference om fremtidens landbrug også stemte overens med en økologisk frokost.

Hvad er løsningen?

Vi skal ud af hulerne. Ud af siloerne. Ud af tanken om, at vi blot skal løse en afgrænset opgave, hvor der er et apparat bag, som sikrer resten af processen. Vi er nød til at ansvarliggøre folk som mennesker hvis handlen har en effekt på økosystemet – den opgave kan vi ikke bare sende videre, da opgaven ligger på hver og en mands bord i denne verden.

Løsningen er også mod til at stille krav. DTU skal jo stille det krav til sin konferencevært, at forplejningen skal være uden kemikaliecocktail. Så vil de også være forpligtet til at skulle forklare avanceret forskning til kantinedamen i Eigtved Pakhus, der dannede rammen og konferencen. Det er man jo ikke vant til. Men, tro mig; jeg har formidlet forskningsviden til bl.a. kantinedamer og HR-folk i mange år. De vil gerne både høre, lære og ændre.

I dag offentliggjorde DTU Fødevarer i øvrigt også en ny rapport. Læs mere:  Ny viden styrker risikovurdering af kemikalie-cocktails i mad