Det er nemt at blive enige om, at stor-skala-landbrug er den dominerende landbrugsform i DK. Den har siden 1960’erne udviklet sig til gigantiske designede systemer med højintensitet i alle dimensioner: Dyrenes vækspotentiale, planternes vækspotentiale, teknologiens muligheder og få ansatte pr produceret kalorie. Lovgivningen er fulgt med disse landbrug med helt særlige veterinære-, bakteriologiske-, agrokemiske- og agrare omstændigheder tilpasset og skræddersyet til storproduktionen.

Udfordringen er nu at det ene landbrug efter det andet knækker sammen fordi højeffektiviseringen bliver så strømlinet, at kun de færreste landbrug kan honorere rammerne. Effekten er bl.a. en modbevægelse fra forbrugerne, som nu efterspørger lokale fødevarer og stigende efterspørgsel efter økologi. Indenfor en kort årrække erstattes efterspørgslen på økologi med efterspørgsel på biodynamiske- og permaskovbrugsfødevarer.

Supermarkedskæderne ved det godt, så nu ser vi en ny interessant tendens; at de køber et stykke jord i nærheden af supermarkedet, hvor de selv vil dyrke deres grøntsager og have husdyr fordi der er en efterspørgsel. Det er i sig selv umiddelbart et sympatisk træk, men den kommer nemt til at bygge på selvsamme tænkning, som skabte behovet.

Og her kommer det interessante, for da vil de selv samme storspillere i fødevaresektoren – supermarkedskæderne og landbruget-, som siden 1960’erne har været med til at skræddersy deres egen lovgivning til stor-skala-produktionen, møde deres egne selvskabte fremtidsproblemer.

For; det er ikke nemt bare at købe et stykke jord og dyrke grøntsager og have nogle husdyr. Blot en lille Indtjening på husdyr i små-skala-produktion æder nemlig sig selv op i dyrelægeregninger, stempelafgifter, registreringsafgifter, vacciner og så til sidst det helt lavpraktiske; foderet. Når dyret så endelig kommer på slagteri, er slagtepriserne så høje, at den sidste krone forvandles til et underskud.

Når det gælder afgrøder på marken er vi ude i samme problematik. Små-skala-landbrug er mere relative afhængige af arbejdskraft da store højeffektive landbrugsmaskiner ikke matcher. Og med de lønninger vi har i dag, med de personalekrav, sikkerhedskrav, miljøkrav og overenskomstkrav, ja, så skal man nærmest være tryllekunstner for at kunne skabe sig et landbrug man kan leve af.

Så når supermarkederne begynder at se ind i en fremtid, hvor det er smart at have selvforsyningskøkkenhaver, så skal de tage deres egen medicin, vel at mærke, hvis de skal udføre den nye forsyning autentisk. For de vil lynhurtigt være nød til at tænke som i gamle dage – i højintensivitetens og højhastighedens termer for at opretholde de sorte tal på bundlinien. Thi, det er jo hele maskinrummet for et supermarked.

Einstein sagde at man ikke kan løse problemer udfra samme tænkning som skabte dem. Så der er ingen vej uden om for storskala-fødevare-branchen. Enten laver man helt grundlæggende om på fødevareværdikæden med et helt andet økonomisk maskinrum. Eller også fortsætter man kursen indtil man for alvor har udryddet sig selv. Vel at mærke, at hvis vi laver en total kursændring i den nuværende fødeværdi-kæde, så skal den fuldkommen renses for kommercialisme. Hvis der skal skabes en fremtidssikret fødevareproduktion, skal ingen tjene penge på den. Alene her har vi et globalt gearskifte, som måske kræver en revolution.

Set ud fra den vinkel, hvor man tror på en fremtidig fremtidssikret 100% bæredygtigt fødevareerhverv, så vil dette vinde. Stor-skala-landbruget vil udtjene deres egen rolle, som slangen der æder sin egen hale: Det har simpelt forslugt sig selv i en højcentrifugisk overophedning med et kollaps til følge. Med i kollapset er alle kommercielle fødevareudvekslinger.

Tilbage vil stå et landsdækkende tæppe – sikkert et globalt – af helt nye typer landbrug, hvor kollektivisme, frivillighed, social kapital, nye økonomiske modeller – dele-/ bio-/ positiv-/ socialøkonomiske aspekter vil tage over. For i mellemtiden er der udviklet et massivt og for alle et øjensynligt behov for dybdesundhed, vitalitet og bioøkonomi. Hele den kritiske masses behov for at overleve som sunde mennesker vil blive en enorm katalysator for et ærligt fødesystem, der tjener sit oprindelige formål, nemlig at brødføde mennesker med ægte friske højvitale råvarer.

Ligeledes vil hele tanken om at efterlade sig en højvital muld til de næste generationers mulighed for at ernære sig af en levedygtig muld blive et alment samfundsaccepteret vilkår. Så også de kulturelle og sociale aspekter vil vokse ud af den sunde muld, hvilket vil føles så bundærligt for mennesker, at det ikke er til at komme udenom.

Summa sumarum er, at den helt igennem 100% bæredygtige model for fødevarefremstilling vil overleve. Dette er ikke engang menneskets værk, men naturens værk for menneskets fortsatte eksistensmulighed på kloden. Derfor vil vi se en gradvis overgang til et højinnovativt nyt fødevaresystem langsomt vokse som en underskov i det eksisterende, for så at overtage.

Undervejs vil vi opleve massiv energi på alternative landbrugsformer, civil ulydighed og private kræfter, hvor bl.a svækkede (stressede, syge, og ensomme) får en naturlig plads i lokale køkkenforsyninger for så at komme til kræfterne igen, parallelt med muldens oprejsning, der ligeledes skal sikre os en ægte fødeoprejsning fra død-føde.

I næste klumme vil begrebet død-føde blive beskrevet som en faktualitet der fremmer den højvitale føde.