Fødevareminister Dan Jørgensen og en række store detailkæder har for nylig underskrevet et fælles charter for fødevarer der “forpligter butikker butikker til at sætte flere sunde og lokale fødevarer på hylderne”. En smuk tanke, men er det varm luft?

Et stykke inde i et valgår er et initiativ af denne art jo ikke uventet. Det viser en form for handlekraft og det viser, at ministeren er i stand til at samle ellers indbyrdes stridende og konkurrende interessenter – en handling der viser overblik og initiativ. Og naturligvis står  spindoktorhæren lige i baggrunden, klar til at udstede massevis af pressemeddelelser. Mad, fødevarer og måltider er jo altid godt stof, der kan engagere danskerne.

Der er jo nok ingen tvivl om dansk dagligvarehandel har en ikke uvæsentlig indflydelse på folkesundheden og pressematerialet indikerer jo også i formålet, nemlig at “arbejde for at give danskerne bedre muligheder for at vælge sunde og bæredygtige produkter af høj kvalitet, når de køber ind”. Med andre ord: Flere valgmuligheder, mere bæredygtighed og mere sundhed. Og tilmed bruger materialet også ordet “økologisk” hvilket jo ellers ikke ofte ses, af kommercielle hensyn til den konventionelle fødevareindustri.

svinekam17
Dyrevelfærd? Prisskilt fra en af underskriverne

Det burde heller ikke være så svært at hæve niveauet. Når man spørger udenlandske branchefolk om, hvordan de opfatter dansk detailhandel og danske supermarkeder, er svaret at vi har de dårligste varer, den laveste kvalitet og det mest elendige udbud set i forhold til andre vestlige lande. Det hænger jo også sammen med den forlængst kuldsejlede danske madkultur hvor vi har mistet vores kvalitetssans, men det er jo et faktum at udbuddet bestemmes diktatorisk af 3-4 indkøbsdirektører i de store kæder og de går ikke efter smag og kvalitet, men udelukkende den bedst mulige profit. Og glem nu det klassiske argument om at det er kunderne der bestemmer med indkøbskurven – det er nemlig i praksis ikke rigtigt i et centraliseret, profitfokuseret system som den danske supermarkedsverden.

Samtidig er dansk dagligvarehandel en katastrofe i bæredygtighedsmæssig sammenhæng. Vi opererer med centraliserede distributionssystemer der udelukkende anvender direkte omkostninger som styringsparameter og derfor brænder diesel og miljø af i stor stil uden overhovedet at tænke på konsekvenserne. Supermarkederne genererer et helt uforholdsmæssigt madspild på 151.000 tons  om året. Vi ved også at mad af dårlig kvalitet skaber sygdom, så tænker man bæredygtighed bredere, er supermarkederne med til at skabe grundlaget for mange nye supersygehuse i kraft af truslerne mod folkesundheden.

Så der er virkelig basis for at gøre noget. Og det skal være markant, handlingsorienteret, konkret og udtrykke et klart commitment fra deltagerne, så et charter af denne karakter er så absolut på sin plads.

Charteret beskriver fem konkrete ambitioner for samarbejdet mellem ministeriet og de dagligvarekæder som deltager.

  • Sundhed: “Derfor vil vi gøre det nemmere at vælge sundere i butikkerne”. Men hvad er sundhed egentlig i denne kontekst? Man nævner overvægt som den væsentligste parameter og nævner, at mange menneskeliv kunne reddes, hvis danskerne spiste lidt mere frugt, grønt, fisk og fuldkorn og lidt mindre salt, mættet fedt og sukker. Det lyder jo som en manifestation af de offentlige kostråd (), men hvordan skal det egentlig i praksis foregå i supermarkedet. Charteret nævner ingen konkrete handlinger, mål eller ideer til, hvordan man i praksis vil implementere denne ambition. For der er vel ingen af deltagerne som i fuld bevidsthed lover at de vil fjerne de værste produkter (sodavand, billigt svinekød, industrielt produceret mad med myriader af e-numre og så fremdeles). Men vi vil sikkert se et par nudging-eksperimenter, hvor vi lægger en agurk ved siden af svinekødet og tror, at det vil have markant indflydelse på forbrugernes valg.
  • Økologi: “Derfor vil vi gøre det nemmere at købe bæredygtige produkter”. Ingen kan være uenige, men det er sjovt at termen “bæredygtighed” pludselig blandes ind i beskrivelsen og at man behændigt undgår, at referere til at en økologisk levevis kunne have store positive sundhedsmæssige effekter. Men der er faktisk en konkret handling her: Produkterne skal være billigere og mere tilgængelige. Og her er faktisk et område hvor der sker noget, nemlig i den priskrig vi for øjeblikket ser på økologiske varer. Alt sammen fint, men er det i virkeligheden en bæredygtig udvikling der over tid får forbrugerne til at ændre adfærd til det bedre. Igen mangler vi de konkrete handlinger.
  • Dyrevelfærd: “Derfor vil vi gøre det nemmere at for forbrugerne at købe produkter med et højt niveau af dyrevelfærd”. Her er vi inde på et område hvor der er mange følelser involverede og ingen vil jo nogensinde benægte at man bevidst køber produkter der repræsenterer dårlig dyrevelfærd. I henhold til Madkulturens Madindeks vil næsten 50% af forbrugerne betale op til 100% mere for produktet hvis de ved, at dyrevelfærden er i orden. Og alligevel er det kun 5% af de solgte produkter som falder ind i denne kategori. Årsagen er naturligvis at selvom vi siger alt det rigtige, indtræder villet blindhed i alvorlig grad når vi står foran kølemontren og skal vælge mellem det industrielt producerede kød og det bæredygtige der koster det firdobbelte. Så vi vælger naturligvis det billigste og glemmer for et øjeblik lige det der med dyrevelfærd. Der er kun en løsning på det problem: Fjern de produkter som repræsenterer dårlig dyrevelfærd. Men det ville gå ud over 90% af den konventionelle kødproduktion, så det får man næppe supermarkederne med på.
  • Kvalitet og mangfoldighed: “Derfor vil vi gøre det nemmere at købe specialprodukter og årstidens fødevarer”. Det lyder som en smuk tanke og man kommer til at tænke på franske supermarkeder som typisk repræsenterer det totale nirvana i fødevarediversitet og ditto kvalitet. Men hvordan vil SuperBrugsen i den mindre by i provinsen lige håndtere den? Vi har jo stadig et centralistisk fødevaresystem hvor distribution og lav bruttoavance får det hele til at køre rundt, så hvordan får vi lige de lokale friske råvarer, frisk fisk, friskslagtet kød og alt det andet ind i det fastlåste system vi allerede har. Hemmeligheden er jo nok at dette mere end noget andet handler om marketing og ikke om konkrete handlinger. Og når vi sælger discount-øl til en pris som er en fjerdedel af det som øl fra det lokale bryghus koster, vil kunderne så vælge den lokale? Nej, det handler nemlig mere om madkultur end noget andet og vi er som danskere stadig så prisfokuserede at det er nærmest umuligt at vælge noget andet end det billige vi plejer.
  • Madspild: “Derfor vil vi gøre endnu mere for at nedbringe madspildet”. Et godt punkt med potentielt set store perspektiver og vi har heldigvis i kraft af organisationer som Stop Spild af Mad de seneste år, fået rigtig meget fokus på dette problem. Som nævnt er madspildet fra supermarkederne i Danmark nærmest absurd, så der er basis for at gøre noget. Inden for de seneste år har vi set enkelte initiativer som arbejder i den rigtige retning, herunder ændringer af lovgivning omkring udløbsdatoer. Men en meget stor del af madspildet sker stadig i processerne indtil fødevarerne rammer forbrugerne og vi er som forbrugere vænnet til at produkter skal være perfekte og fejlfri. Derfor smider vi masser af varer ud, selvom de stadig er spiselige og organisationer som Fødevarebanken kan tilmed bygge en forretning på det. Men er der nogen der spørger om problemet i realiteten ikke handler om noget helt andet, nemlig at hele forretningsmodellen for detailhandel er forkert? Hvis man nu eksempelvis blandede fødevarehandel med fødevareproduktion, kunne vi blive bedre til at udnytte ressourcerne. Så i stedet for at smide ud, kunne vi bare lave mad af madspildet i stedet. Desværre vil det være et opgør med betontænkningen i branchen og man har hverken kompetencer eller ressourcer til for alvor at gøre op med den traditionelle tænkning.

Konklusionen er at alt dette er fine tanker og hensigtserklæringer, men man skal kikke langt efter de konkrete commitments fra nogle af parterne. Fødevareministeriet nævner selv en række initiativer som man har været nede i arkivet for at finde for derved at anskueliggøre at man også gør noget. Men disse lovgivningsmæssige justeringer er så begrænsede, at de ikke er værd at bruge energi på. Så dem lader vi ligge.

Hvis man nu gav sig til at drømme og forestillede sig et charter som ville virke og for alvor leve op til ambitionen, hvad skulle man så gøre? Det skulle naturligvis være konkret og handlingsorienteret og de enkelte parter skulle – i modsætning til nu – love og sikre, at de ville gøre noget konkret og følge aftalerne. Mindre varm luft og mere handling. Så vores forslag til en konkret ambition for et konkret charter ville være:

Dansk dagligvarehandel vil arbejde for:

  • At gøre det nemmere at vælge sundere i butikkerne ved at fjerne de 20% dårligste – målt på kvalitets- og sundhedseffekter – produkter fra sortimentet, herunder de værste industrielt producerede færdigretter, det dårligste kød, de billige udenlandske grøntsager med stort indhold af pesticider.
  • At gøre det nemmere at købe bæredygtige produkter ved at indføre en politik om at mindst 20% af vareudbuddet skal være økologisk, stigende til 100% i 2020, samt at en række basisprodukter (mejeri, grøntsager, visse former for kød mv) kun sælges i økologiske varianter.
  • At gøre det nemmere for forbrugerne at købe produkter med et højt niveau af dyrevelfærd ved at stoppe salget af kød fra factory farms (f.eks. svinekød til 17 kr pr halvkilo) og udelukkende at sælge produkter hvor der er gjort en konkret, beviselig indsats for bedre dyrevelfærd.
  • At gøre det nemmere at købe specialprodukter og årstidens fødevarer ved at fastlægge en prispolitik hvor udenlandske, generiske, indistrielt producerede fødevarer får en højere pris og de lokale specialprodukter tilsvarende bliver lavere prissat. Herunder at fjerne årstidens udenlandske såfremt der findes en lokal eller dansk pendent.
    At gøre det nemmere at nedbringe madspildet ved over tid at arbejde for forretningsmodeller som udfordrer det centralistiske og i højere grad skaber lokal produktion, lokal dynamik og lokal økonomi.

Dertil vil Fødevareministeriet arbejde for:

  • At indføre differentieret moms, således at varer som bidrager til forbedret folkesundhed får en speciel lav fødevaremoms på 5% eller lavere.
  • At udforme lovgivning (f.eks. fødevarekontrol) således at det bliver mulig at sælge og producere fødevarer i bæredygtige supermarkeder.
  • At udfordre EU-systemet således at den rigide fødevarekontrollovgivning bliver ændret således at barrierer for lokale, bæredygtige fødevarer fjernes.
  • At udfordre økologilovgivningen således at der bliver skabe mulighed for på markedsvilkår at drive 100% økologisk og bæredygtig virksomhed.
  • At indføre et forbud mod tilsætningsstoffer hvor det er videnskabeligt bevist at disse repræsenterer en trussel mod folkesundheden, herunder E250.

Drømmer vi? Sikkert, men det skader jo ikke at have visioner når de etablerede systemer ikke er i stand til det.

I øvrigt ville Dansk Supermarked ikke skrive under på charteret med henvisning til at de mener at det er “varm luft”. Vi tenderer til at være enige.